---
title: "Defekt turbine på Studstrupværket påvirker også varmeprisen i Odder"
description: "På Studstrupværket er en turbine gået i stykker og derfor ude af drift."
date: "2026-11-03"
created: "2026-11-03"
---

[Hjem](https://odderforsyning.dk/)

                    [Nyheder](https://odderforsyning.dk/nyheder)

                [Defekt turbine på Studstrupværket påvirker også varmeprisen i Odder](https://odderforsyning.dk/nyheder/defekt-turbine-paa-studstrupvaerket-paavirker-ogsaa-varmeprisen-i-odder)

# Defekt turbine på Studstrupværket påvirker også varmeprisen i Odder

På Studstrupværket er en turbine gået i stykker og derfor ude af drift. Forventningen er, at det vil tage cirka en måned at reparere den. Det får direkte betydning for fjernvarmebrugerne her i Odder, fordi Odder Varmeværk frem til 2030 får varmen leveret fra Kredsløb.

Selvom Studstrupværket ikke kan producere varme i november måned, kan Kredsløb heldigvis fortsat levere varme. Den vil midlertidigt blive produceret på alternative anlæg med el- og oliekedler. Men når den normale produktion skal erstattes af dyrere alternativer, stiger omkostningerne.

Kredsløb har meldt ud, at de forventer, at produktionsomkostningerne vil stige med 210 mio. kroner i den periode, turbinen formodes at være ude af drift. På grund af denne stigning vil Odder Varmeværk også være tvunget til at hæve prisen. Priserne for 2027 vil blive vedtaget på bestyrelsesmødet i slutningen af november og derefter vil vi kende og offentliggøre omfanget af prisstigningen.

Dette nedbrud og den medfølgende prisstigning illustrerer en af udfordringerne ved vores nuværende varmeforsyning: Vi er afhængige af eksterne produktionsanlæg, og de omkostninger, der opstår ved større driftsstop, rammer derfor også os. Et lignende tilfælde havde vi i 2023, hvor en af siloerne på Studstrupværket brændte.

Situationen understreger også betydningen af den langsigtede strategi, som Odder Varmeværk allerede har valgt.

Med vores kommende varmeværk etablerer vi egen varmeproduktion baseret på forskellige varmekilder. Det giver os mulighed for at kombinere og vælge mellem forskellige produktionsformer afhængig af priser, tilgængelighed og driftsforhold.

Frem til 2030 vil vi fortsat være afhængige af varmeleverancer fra Kredsløb og derfor være eksponerede over for hændelser og prisændringer som den aktuelle.

Ingen kan gardere sig fuldstændigt mod tekniske fejl eller udsving på energimarkedet. Men vi kan skabe en varmeforsyning, hvor risikoen spredes på flere varmekilder, og hvor vi selv får større mulighed for at påvirke både produktionen og omkostningerne.
